Wednesday, December 16, 2009

16.december


Stadig bagud - men dog mindre!


Nu er vinteren endelig kommet med den sne, jeg hvert år håber at få at se. Pips er mere skeptisk overfor det hvide noget, men pænt er det - det fortæller jeg hende....
I dag er det dagen for hyggen, har jeg besluttet. Ikke ondt, ikke sovet dårligt, ikke ret mange pligter - hygge, here I come!

Monday, December 14, 2009

Bagud! Nu er det den 14. december!


Så er jeg retur. Der gik en tid med ikkesærligtjulede ting, der desværre kom forrest i bevidstheden. Nu er jeg imidlertid foran pc'en igen, i nogenlunde humør. med nogle timers julefritid og hygge helt for mig selv - og ligefrem i vågen tilstand. Julekalenderindhentning!

December er over os, og Pipsi er meget, meget utilfreds - det er koldt derude, og det gør hende meget sulten. Og der er for få guffere. Lige meget, hvor mange vi så lægger i sættekassen om aftenen, er Pips stangsulten tidligt om morgenen. Og vækker os. Mig, for det meste. Ved syvtiden sidder der en kat på min mave - ikke særlig blidt, men dog klatrer hun derop - og hvis jeg formår at ignorere hende længe nok, foretager hun et firbenshop over på Franks mave i stedet. Så er alle vågne, og man kan jo passende benytte lejligheden til at fylde nogle guffere på katten, synes hendes dagsorden at være. Lille stinkdyr. Godt, vi generelt holder så meget af hende, for PT er hun godt nok irriterende.

I søndags var der regulær frost på bilen, og ikke kun skorper som så ofte før - næh, enkelte fine, skønne krystaller på ruderne, som var ganske for fine til at fjerne... men af måtte de jo. Fik dog et nogenlunde billede af et. SÅ er det vinter! Kan godt forstå, katten er sulten, det er møgkoldt derude....




Friday, December 4, 2009

4.december


I dag er det en utraditionel dag i december; jeg har fri - ja lige til jeg skal på teatret - og der kommer gæster fra Jylland , en dag tidligere end beregnet. Så hvad skal jeg? Jo, ganske rigtigt - rydde op. Der har været helårsnisser, som har rodet så utroligt... de har efterladt alt fra sylteglas - med og uden indhold, men i gevaldige mængder - til kattehår og stofrester og kartonstumper og chokoladepapir overalt.... og de har rodet mit værelse til, så man ikke kan se gulvet, endsige møblerne. Og i aften skal gæster altså både kunne komme ind ad døren og slå sengen ud. Tak for kaffe!

Så jeg løber nu. Dagen skal udnyttes.
Billedet er fra den sneglade vinter for to år siden... dagen i dag er så grå og stille og kedelig, at jeg end ikke vil tage billede af den. Ny d i stedet den dag for to vintre siden, da Franks cykel var blevet til moderne kunst!

Thursday, December 3, 2009

3. december


Så er der lige lidt mere fotodokumentation fra weekendens store bageoplevelse; ovenfor ser I et billede af midtvejsstationen... på det tidspunkt manglede der stadig tre slags kager.

Og nedenfor ser I den bedste kage overhovedet. En lille hest havde tabt hovedet, og normalt ville det bare have udløst et ordentligt haps undervejs i pynteriet... men den fik en ekstra chance - den var selvfølgelig bare ved at vende hovedet for at klø sig på maven! Doh.
Desværre ikke mit påhit - men jeg beundrer den behørigt! :-)


Wednesday, December 2, 2009

2. december


En lille nisse rejste - fra Fredensborg til Vanløse. Han sidder og snor sig om en lyseholder til juletræet... har man nogensinde set noget så nuttet?

Tuesday, December 1, 2009

1. december



December, december, du er en dejlig tid.
Her er den startet med vasketøj og salmeindstudering, men jeg har alligevel et julebillede at poste -



i weekenden var jeg nemlig til store-bage-kagedag i Fredensborg, hvor en venindes familie har en stærk tradition for, hvad de gøre en 1. søndag i advent. Jeg fik lov at være med og lærte meget om glasur og fik fornøjelsen af at spise af alle fjorten slags kager - og en stor bunke med hjem ovenikøbet!

Monday, November 30, 2009



Nøjjjj, hvor har jeg været langt væk fra bloggen .
Og jeg ved, at I søde læsere blandt andet i Odense(!) har savnet mine sy-erier.... og tro mig, det har jeg såmand også. og nu skal det være - jeg er tilbage, jeg har fritimer hver dag, og jeg har købt en BUNKE nyt stof og er SÅ KLAR til atkomme tilbage til symaskinen. Hurra - og fra i morgen regner jeg med at der kommer billeder på dagligt - planen er at genoplive sidste års julekalender.

Tak, fordi I stadig kigger med!

Sunday, August 9, 2009

Søde som 'lader.....



Da jeg var i Stockholm for snart halvandet år siden, lykkedes det mig at få fingre i to vidunderlige viskestykker med chokolademotiver. Ih, så fine. Jeg har tidligere syet en taske til Iben i det stof, men jeg har virkelig sparet på det - det er meget sjældent og meget dyrt.



Men hvorfor ikke bruge det til noget, det ligger jo bare dér - og så lavede jeg lige de her tre i aftes.




Nejjjj, hvor er de søde. Nejjjj, hvor jeg kan lide dem! :-)

Wednesday, July 29, 2009

Lille taske




En lille firkantet...måske en toiletpung? I akrylbelagt hør, foret med akrylbelagte småkager.....






Sunday, July 12, 2009

Udsigten....

Work in progress...

Her er så otte af quiltblocks'ene lagt ud over et gulv... ikke for noget specielt, bare for at se, hvor jeg nu er henne... overvejende serresultatet lidt rødt ud, og de blocks, jeg har lavet siden, er bevidst blevet gjort mere blå og mere multifarvede. Jeg må hellere se at tage stilling til,hvad de skal.

Et tæppe? Flere tæpper? Sy flere striber på i kanten og alligevel lave en gevaldig bunke babytæpper? Øh..... ideer, derude? Modtages gerne....

Close-up

Der er ved at være en hel af de her quiltblocks.... jeg ved ikke, hvor jeg er på vej hen, men det morer mig at lave dem...



Hagesmække





Så er vi der igen - denne gang er jeg begyndt at sakse i det sidste af de fine retrohåndklæder - men der kommer altså meget nuttede hagesmække ud af det. Her er tre - to med velcolukning, en med bindebånd. Alle er kantet med skråbånd, den småternede kant er et stykke skråband, jeg modtog i en swap fra udlandet og som er aldeles perfekt til det her (synes jeg da...) og de andre med hjemmelavet skråbånd.



Det er umådelig tilfredsstillende at lave dem her - det tager ingen tid, og de bliver så yndige....



Patchwork...

Block

Efter Ålborg er der kommet en del stumper af fine stoffer på banen... og jeg orker næsten ikke flere babytæpper, så jeg gav mig uden mål og med til at sy dem sammen til det, der på engelsk hedder 'quilt blocks'. De er omkring 45-55 centimeter store, nogenlunde kvadratiske og jeg ved ikke, hvad de skal ende med at blive til.

Block 4

Men de rummer mange af de fine stoffer fra udlandet, mange sjældne stoffer og mange stumper af yndlingsstofferne. Klik på billederne og se dem i større format - og nyd de smukke farver og motiver på nogle af de små stumper eller større striber.

Jeg hører lydbøger og lader stumperne vokse mellem fingrene - det er meget, meget hyggeligt.

Block 3

Saturday, July 11, 2009

Nyt eksperiment


Så er jeg i gang med at lære noget nyt - at sy 'firkantede' småting. Jeg har fundet nogle instruktioner, som andre entusiaster har lagt på nettet, og er nu ved at eksperimentere udi toiletpunge, makeuptasker eller dimseopbevaring - hvad det nu kunne være - det væsentlige er, at jeg øver mig i både lynlåse og disse nye firkantede hjørner. Faktisk er det ikke så meget anderledes end masser af taskebunde, jeg tidligere har lavet, men da de små bokse her er forede og foer og yderstof skal passe sammen, får jeg øvet en masse teknik.

Og nejjjj, hvor er de her bare nuttede....

Friday, July 10, 2009

Lappetaske


Jeg har syet lidt igen - en lappetaske! En teenager i inderkredsen har ønsket sig en patchworktaske, og så er det jo bare med at komme i gang. Først syer man et stort stykke patchwork.

Så tænker man sig grundigt om. Og kommer i tanke om, at man sidste år i London så en skuldertaske, der var 'rimpet sammen' foroven af et stykke elastik. Hmmmmm.... noget, jeg aldrig fik gjort noget ved; men en virkelig smart idé, der både giver facon og som holder tasken så nogenlunde lukket - uden at der er det mindste problem med at få hånd eller ting ned i tasken. Så det prøvede jeg.

Jeg klippede en meget bred taske, og så syede jeg en løbegang imellem yderstof og foer - og trak elastik igennem.

Det virker. Faktisk synes jeg, den er alle tiders. Lidt hippieagtig, men kun på den fede måde - og det er ikke den sidste elastiklukning, jeg laver!


Indeni - gråt bomuldsstof til overs fra 'Priceless' - og en tøselomme i Pariserstof.

Monday, July 6, 2009

De Gyldne Halve Billeder



Så er der endelig blevet fremkaldt billeder igen. Jeg har feåt to Holga-film og en Golden Half retur, og der er rigti, rigtig gode billeder iblandt. Nogle få af Holga-billederne sparker virkelig r.., jeg blev helt glad, da jeg hentede billederne og synes nu igen, at det er det hele værd... altså tiden, rodet, tapen, plasten, det faktum at jeg hele tiden taber kameraet fordi stroppen falder af, de mange elendige billeder, der jo unægteligt også blir taget, og ventetiden... Holga er skøn, og jeg har fået et par billeder, jeg ikke kunne have drømt bedre.



Golden Half - det lille, gummierede halvformatkamera, som tager to billeder i stedet for ét, blev i foråret i USA fodret med en lomography-filmrulle... ingen ved helt, hvad ISO, de ruller er - eller i det hele taget ret meget om, hvad der er indeni de ruller... men det tager grovkornede billeder i meget, meget tiltalende farver.



Så meget jeg end holder af Holga - det lille kamera gør langt hen ad vejen det, jeg beder det om -eller rettere, der kommer det ud af det, jeg TROR, der vil komme ud af det. Så der er en hel del billeder, jeg er meget glad for.




Ny oplevelse er at besøge Henrik L, som har en Negativscanner. IH SÅ SPÆNDENDE... så kan man scanne negativet, og det går direkte ind i computeren og så kan man arbejde på det (nu er jeg jo helst fri for at manipulere med billederne, jeg prøver jo konsekvent bare at tage det helt rigtieg billede...) - f.eks. kan man fjerne støv og pletter!!!! Orv. Og SÅ kan man sende det til fremkaldelse på papir.


En helt ny og lidt mere tjekket palstickameraverden åbner sig - for der er mange, mange billeder med støv, snuller, pletter, hår og jeg ved ikke hvad - Holga har ganske vist en linsehætte, men den falder jo af hele tiden... og Golden Half havde en linsehætte i tre dage, inden den gik tabt... men nu, med denne nye viden om scan, photoshop og teknologi, nu kan jeg både tage de billeder, jeg vil, OG få dem til at se ud, som om jeg ikke er en klovn til at omgås mit udstyr! Sejt.
Jeg ender måske med at blive tjekket en dag.




Nuvel - billederne, I ser her, er de gode; jeg skal forskåne Jer for de lidt over 120 elendige eksponeringer. Men nyd disse - der er store øjeblikke imellem, synes jeg selv! :-)

Saturday, June 27, 2009

En forrygende oplevelse!


Den sidste hele dag i Skagen stod vi umådeligt tidligt op af flere årsager - dels for at nå at få fisk, dels for at komme til Ørneopvisning - mere om den siden. Fisken først!

Frank har været ganske begejstret for den kuglegrill, der fulgte med sommerhuset, og sidste dag fik han ideen at RØGE. Jeg fandt røgsmuld i den lokale trælast, og efter at have løbet mange kilometer med løbeklubben igennem klitplantagen satte Frank så i gang. Nu er det muligt, at alle I andre er vant til det her - men for os var det altså vildt eksotisk og meget spændende! :-)


Først - præparere grillen, og når den er klar - røgsmuld i foliepakke, eller som her i metalskål, på grillen.
Det begynder snart at ryge!
Dernæst - fisk på!


Låg på. Og cirka et kvarter eller tyve minutter efter er der frisk, duftende, varmrøget og LÆKKKKKER fisk.


Vi havde fået fingre i en stor portion isinger, og den venlige fisker havde fortalt Frank, hvordan vi skulle forberede fisken, som er ganske lig en rødspætte, men løsere i kødet. Så de blev lagt i en skål med en del salt (sådan cirka samme mængde, som når man gnider en steg med salt - måske en teskefuld pr. fisk) i køleskabet i fire timer. Saltet blev så skyllet af, og isingerne var klar til at blive steget - eller, som i dette tilfælde, røget.
Vi havde nok til både at lave nogle med salt og nogle uden og kunne derfor udføre komparative studier. Nej, hvor smagte de saltede, røgede isinger godt - og nej, hvor smagte de ikke-saltede, smørsteget isinger godt....

Konklusion - frisk fisk på terrassen foran solnedgangen i Skagen smager godt.

Wednesday, June 24, 2009

Sankt Hans i Skagen



Så har der igen været et kæmpebål på Skagen Sønderstrand. Ih, så flot - jeg har ganske vist ikke det store forhold til Sankt Hans, men et bål af dette kaliber (som i øvrigt stadig ligger og ulmer på stranden....) - hvem kan modstå?!

Korset er ikke et bevis på, at vi heroppe er gået ind i KuKluxKlan, nej, det er indmaden af den legemsstore heks, som ret hurtigt futtede til Bloksbjerg og kun efterlod sine bærende strukturer.



Det var stort!!!!!



Vi er desuden velsignet med et vidunderligt, vidunderligt vejr, roligt, skyfrit og med solcreme ud over det hele. Vi føler os privilegerede og nyder det i store, store slurke!!!

Monday, June 15, 2009

Sommerferie!



Så er vi rykket nordpå, vestpå og i det hele taget videre. Det hedder sommerferie. Det er måske nok lige tidligt nok (faktisk er jeg kun lige ved at opdage, at det ikke er spædt forår?) men nej, hvor er det godt at være her igen. Bihulebetændelse og det hele - hvad gør det, når der er cirka 40 skridt til vandkanten, når blæsten rusker i taget og hver gang jeg kigger ud, ser jeg et fyrtårn?!

Vi er i Betty Nansens sommerhuse i Skagen – lidt nord for vippefyret, og det bliver ikke meget bedre. I år har vi ’kun’ det lille hus, altså den lille kasse bag det store hus; strengt taget er det en etværelses med bad og toilet; men vi har terrasse med udsigt mod solnedgangen, vi har 20 skridt mere til vandet end de heldige asener i det store hus, og i det hele taget er det umådelig herligt, også selv om vi bor småt!



For første gang har Frank medbragt et mobilt bredbånd – hurra, nu er vi også online her i vandkanten… om end det faktisk er lidt mystisk, idet vore ferier her altid har været IP-fri og viet til aviser, bøger og tegneserier! Nuvel – det ændrer ikke på hyggen.



Hvor blå er den skyfri himmel? Og hvor godt smager morgenfrugten, når man sidder nede på stenene og kigger på bølgen den blå?
Ih, hvor kan jeg anbefale det her.

Monday, June 8, 2009

Tilbage...



Så er jeg tilbage og er desværre ikke nær så hyggeligt håndarbejdende som jeg egentlig havde planlagt. Forkølelse og hoste og feber. Pyh.



Men - i weekenden var vi til bryllup i nordsjælland, og der var et dejligt moment i Nordmandsdalen, som jeg vil dele med Jer trofaste bloglæsere.



Statuariske hilsener herfra. Og jeg vender tilbage inden længe.

Friday, May 15, 2009

Ålborglivet



Jeg er jo for tiden at finde i Aalborg (med dobbelt a, har jeg lært nu!) og vil nu benytte lejligheden til at vise jer derude lidt af det, jeg ser i disse sdage. Jeg er så priviligeret at bo i et skagensgult havehus i kvarteret Gammel Hasseris - som er umådeligt charmerende og en gammel landsby, der nu er smeltet sammen med Aalborg. Ovenfor ser I min forhaveterrasse... desværre er det ikke vejr til at sidde derude længere... men her er meget, meget pænt!



Med huset følger jævnlige besøg af den enorme kat Pelle - som kommer og kræver guffere og i dårligt vejr tager en lur i retro-stolen. Det er noget så hyggeligt.



Hasseris er af en anden støbning end så mange andre steder. jeg har måttet bruge noget tid på at vænne mig til standarden. I København ser man indimellem en stædig mælkebøtte kvase asfalten til side for at komme op... i Hasseris er det altså asparges, der stikker hovederne frem i lyset.



For at komme ind til byen skal man igennem hele kvarteret Hasseris - og der er meget at kigge på. Ikke nok med, at beboerne herude er velhavende og passer deres huse og haver pænt; de er så svinerige, at jeg indimellem får lyst til at stige af cyklen og tage billeder af de dekadente detaljer... f.eks. den hvide dobbeltgarage med tag af glaserede tegl og brostensbelagt indkørsel med plads til i hvert fald fire biler imellem de strategisk plantede træer. Eller bare de indkørsler, der står fulde af sorte firhjulstrækkere - så fulde, at man næsten ikke kan SE de glaserede-tegl-garager?!
Nuvel - jeg tøjler indtil videre mig selv og tager i stedet billeder af de farverige træer, blomster og andre ting, der vokser her. F.eks. de fantastiske antikke biler, der gror på vejen foran husene.






Så er der Fløidenkik - bussen passerer en rosa klods af et hus skråt overfor Kunstmuseet.
Jeg elsker det navn, de skæve bogstaver, den kiksede farve... og fik så endelig forklaringen den anden dag, der var engang en ...ja, netop, en FØDEKLINIK derinde, og da det så blev til beboelse, beholdt de bogstaverne og flyttede blot rundt på dem. Ih, jeg synes, det er et hit. Og selv om min underbevidsthed blev ved med at at lave ordet 'fødeklinik' hver dag når jeg passerede huset, fattede jeg det slet ikke... syntes bare, det var en fantastisk ord!



Og jeg slår mine folder på Jomfru Ane Teatret - det yndigste, mest charmerende, skæve, sted, der oser af historie og ligger midt inde i gadelarmen fra den - desværre - rigtigt træls Jomfru Ane Gade, som stinker af øl og pis og genlyder af pigehvin og fuldemandssang. Men gården er yndig, og på fotoet ser man ikke glasskårene mellem brostenene og lugter ejheller den illegale urinering.




Og hvad vi laver? Jo, "Det Blå Hotel". Forestillingen spiller indtil den 23. maj, og der er stadig billetter nogle af dagene - så kopm glad!



Forestillingen er skrevet, komponeret og instrueret af Michael Vesterskov og Marianne Mortensen - og jeg tror altså, den er rigtig fin. Lyt gerne til Kulturguiden på P2 i morgen, lørdag, kl 9.07 - der bliver vi omtalt og anbefalet!