Tuesday, July 31, 2007

Hvilken blomst er dette???

I det lille, forsømte bed ud mod vejen - dvs. mellem hækken og fortovet - havde jeg en ambition om at anlægge en blomstereng. Og såede løs i foråret... uden at tage notater. Jeg valgte spiselige blomster - fordi jeg kan lide ideen om, at jeg kan spise dem, hvis jeg har lyst... ikke, at jeg tror, jeg gør det... - og nogle, der så pæne ud på billedet på frøposen.

Blomstereng har jeg fået! Der er stadig 2 meter jord, som vi først har renset efter såningen... den ligger hen lige nu, men der kommer også blomster til næste år!
Der er morgenfruer, kornblomster i alle farver, katost, blomsterkarse og rød hør.

Sunday, July 22, 2007

Swap-tasker



Jeg er del af en swap-gruppe på nettet, hvor en taske skifter ejer hver måned - hver måned syer vi en ud fra et nyt emne. I juli var emnet - på min opfordring.... - at bruge mindst ét materiale, man havde modtaget i en tidligere swap; stof, bånd, kanpper eller hvad som helst. Og jeg synes selv, ideen er så fremragende (da jeg er alt for god til at gemme på det stof, jeg modtager fra fjerne egen - det skal da gemmes! Det er noget helt særligt!), at jeg lavede to, ikke kun en.

Den ovenfor er gået til min swap-partner, som meget belejligt er Sylvia i Sorø - ingen store luftpostudgifter, især ikke, da Ulla og Simon tog den med til Sorø i bilen en dag. Den er lavet af stof modtaget i en swap fra Capri. Knappen (der er en mage til på bagsiden) er også fra Italien, og den er tyk og dobbelt og ligner en lille sandwich.

Den nedenfor er lavet af et stykket stof modtaget fra Ungarn, omend stoffet er engelsk. Og det skriger "70'erne" op imod mig, men jeg ved ikke, om det overhovedet er rigtigt?! Toppen er af sort jernbanefløjl, og foret er et stykke hvidt-i-hvidt-printet bomuld modtaget fra Finland. Den lyseblå knap har Sylvia foræret mig engang, og den pink er fra Avignon.




Tuesday, July 17, 2007

Canadisk taske

I sidste måned modtog jeg et mønster med posten - fra en usynlig ven i Canada. Hun havde tegnet det af til mig, så jeg selv kunne lave en taske mage til hendes; jeg havde set den på nettet og komplimenteret den.
Og den er også sjov - især, synes jeg, fordi jeg har lavet den i voksdug.


En rest fra et rodebord i Stof 2000, foret med noget af mit amerikanske stof - igen 'Opal', ligesom den lille silketaske - og en grøn række frynser fra Prag. De er som SKABT til at sidde på noget violet!

Den er ret fin. Men skal jeg lave flere, er der nogle detaljer med hensyn til bunden, jeg lige skal have styr på - den er drilsk og skal så have skråbånd på til sidst. Puha, jeg kan jo ikke lide skråbånd, og det er godt, de er gemt væk indeni.'

Kinabærepose

Kommer tid, kommer saksen forbi...

I Lyon for snart tre år siden var Carina, Anne og jeg på travetur og havnede i en baggård, hvor der var lagersalg; det er vi gode til. De solgte designersengetøj, men hvor Anne rent faktisk købte sengetøj, nøjdedes jeg med at købe stofrester - både det hvide med grønblå kopletter, som har foret f.eks. Lenes taske, men også dette sengetøj, som er gråmeleret-stribet og har hvide skrifttegn på sig. Jeg købte nok til at sy et dobbeltlagen og to hovedpudebetræk... men helt ærligt, det er bare for lækkert til at blive ligget på!

Så her er den første - lidt større end A4, ville være meget egnet til skole- eller studiebrug. Lang rem med usynlig søm, passende til at blive båret på diagonalen.

Hvem skal have den her? Jeg vil egentlig gerne selv, men jeg kan snart ikke forsvare flere... :-)

Små med tykke hanke

Jeg har lovet Rikke en taske i fødselsdagsgave, og hun valgte selv - 'sådan en med tykke hanke'. Oprindeligt havde jeg lavet et par små tasker af Franks gamle sweatre, og det var dem, hun havde hæftet sig ved - så endnu en blev filtet og klippet til - og nu er den så lille, tæt og foret med lyseblåt organza. (Godt, at Frank havde så mange gamle sweatre :-)! )

Men måske hun vælger den anden... for denhar også tykke hanke, ogjeg synes, den er meget sjovere! Den er lavet af de gamle pudebetræk af groftvævet råsilke, som vi har haft i sofaen siden... øh, siden jeg turnerede med "Luft" i Svendborg,m hvor der var udsalg og jeg flottede mig med to pudebetræk! Det er længe siden!!! Ti år, måske? Nuvel - de har gjort det godt, men de var lige så stille ved at drysse fra hinanden. Men med vlieseline og foer bør de kunne klare en tilværelse som selskabstasker i hvert fald en lille tid.
Den er foret med noget VILDT flot amerikansk bomuldsstof med navnet 'Opal'. Masser af ovale former i vild fart på sort baggrund.
Vi får se, hvilken hun vælger....


Sunday, July 15, 2007

Hænder, der bager!

Så har jeg bagt muffins for første gang. Og de ikke bare smager dejligt - ligesom van Hauens scones!!! Masser af smør!!! :-) - men er også enormt PÆNE - og de slap til min store forundring formen og er helt igennem vellykkede.... Hurra! Muffins med masser blå birkes!
Opskrift? Send en mail!

Saturday, July 14, 2007

Schwarzwälder Tasche - klik på billederne!

Så har jeg shoppet igen.
Denne gang et mønster - mit andet taske-købemønster. "Black Forest", lyder titlen. Og igen er det tegnet af melly&me, men denne gang har jeg fået fingre i det på en uendeligt meget nemmere måde... der er en netbutik i England, der ligger inde med dem... to dage efter at have sendt en mail modtog jeg to mønstre, og selv om der nu skulle porto oveni, var det under halv pris af hvad jeg måtte give for sorbet-mønsteret, der blev hentet til landet på den autoriserede måde. Ak. Her vil man gøre det så korrekt. Og så er internettet alligevel det eneste rigtige.

Denne her er lige så tøset og yndig som sorbet'en!!! Og jeg ville aldrig have fundet på at lave sådan en taske selv, så det er super at have et mønster for en gangs skyld.

Og det viser sig, at den er perfekt til at få taget hul på lageret af de alt for kostbare amerikanske bomuldsstoffer. Her kan jeg bruge mindre stykker - og altså stadig have noget på lager! :-) - og få lov at sætte dem sammen på alle mulige underlige måder.

Den er af blomstret brunt fra stof&stil - og så er der tilsat nogle af de blå og grønne fra USA.
Og foret er igen et næsten nyt lagen fra kirkens korshær. Det prikkede stof i kanten af tasken har alle farver i prikkerne og passer herligt til alting.



Knapperne er også skønne - de er fra kirkens korshær i Lyngby. Passerer den på vej til arbejde.
Jeg stod på hovedet i deres kælder, hvor en kæmpe kasse knapper stod og ventede på mig. Jeg fik 8 for 10 kroner. De ligner læderknapper, men de er i virkeligheden skåret i træ og meget lækre at røre ved. Et af de der små kup, der gør vejen hen til Pilatesstudiet lidt sjovere!

Thursday, July 12, 2007

Eksploderet marimekko!


For en gangs skyld med model! Det er Marianne, der viser denne sag frem. Og hun havde ovenikøbet klædt sig farverigtigt på!

Jeg kan virkelig lide det her stof, og jeg har selv en taske (købt!!! i dyre domme på nettet) med store, røde blomster på. Jeg bliver glad af at se på det, det er, som om blomsterne smiler. Men det er jo overalt lige nu?! Så bare for at gøre noget andet ved det, 'eksploderede' jeg det med noget sort-og-hvidt stof, jeg har modtaget fra en af mine usynlige venner på nettet i en swap (meget tjekket - det er faktisk kommet fra Finland og er derfor meeeget velegnet :-)! )

Stroppen og bagsiden af tasken er i sort jernbanefløjl. Meget imod min forventning fungerer det faktisk rigtig godt - det giver tasken lidt sammenhæng og gør den mere stabil. Og en smule seriøs. En lille smule.

Den er ikke rigtig til nogen endnu, så....


Sunday, July 8, 2007

Koriander til Henriette!


Så er Henriettes taske også færdig. Den er lidt mindre, meget handy sådan lige til at vippe over den ene skulder - og næsten rund, ser det ud til. Jeg tror - omend der er et par fejl - at det er den mest vellykkede, jeg endnu har fået lavet.

Wednesday, July 4, 2007

Mere koriander!


Så er der en til. Måske den er til Cecilie. Måske er den til... mig? Vi får se. Igen er den foret med gråt bomuld, og stroppen er af det blødeste fløjl...