Sunday, February 25, 2007

Retrotaske



Så er der lidt nyt - denne gang en stor, rummelig sag i yndlingsstoffet (jeg kunne ikke vælge, hvilken vej diamanterne skulle pege... så på ægte Dorte-manér har jeg vendt dem omvendt på den anden side af tasken, så kan man selv vælge!). Skåret over samme læst som den lyseblå februar-taske, men bedre - jeg er ved at komme efter det og har haft held med overvejelserne omkring både 'linningen' og foret. Magnetlås og indvendig lomme. Lang rem, så den kan bæres på skrå igen igen... det er i mine øjne den mest geniale måde at bære taske på, hvis ikke det skal være en rygsæk; man har begge arme fri til barn, cykelstyr, bæreposer, krykker eller til at tage for sig, når man falder i isslaget! Foret er resterne af en Bjørn Wiinblad-dug, ikke køn, men meeeget mønstret i beige og brunt.
Kontrast til alle spidserne - en blå, rund glasperle i læderstrop.

Og hvem der skal have denne her, er jeg ikke helt klar over endnu...

Wednesday, February 21, 2007

Husk, at I kan klikke på billederne og se dem i større format!

Lenes sommertaske


Og så blev Lenes taske færdig - en skråtaske igen igen, storblomstet og klar til strandturen. Foret med hør og med indvendig lomme og magnetlås - og pyntet med små, glimtende stene. Der er et vist element af Kick A/S over den, så jeg håber, den falder i smag...

Saturday, February 17, 2007

- og to huer!


Igen med hjælp fra Charlottes stoflager - to huer heftigt inspireret af de blå og pink, jeg har gået med de sidste år. Efter at have mistet den blå i linje 56 til Skæring og aldrig haft tid til at få den efterlyst, måtte jeg gøre noget - og især den spidse med den lille kolibri på er glimrende!

Den nye yndling!

Her er så den nye favorit...jeg ved ikke, hvem der skal have den, men måske den også er for skøn til at forære væk, hvem ved...
Og for første gang aner jeg virkelig ikke, hvad der er retsiden. Her er det fede 'atomic' retrostof oppe imod det bløøødeste fløjl i grålig muldvarpekvalitet.... uhm. Det er en klappetaske, tror jeg, en af dem, man går og aer...



Der er gået skråtasker i den...




Jeg ved ikke hvorfor, men skråtaske-modellen er så fed, at den styrer mig fuldstændigt! Jeg kan ikke finde på andet lige i disse dage...

Der er ret meget undervisning, og al den vågne tid indimellem går med at sætte farvede stoffer sammen til skråtasker - og høre Harry Potter på lydbog.
Denne her er i lækkert, stretchy bomuld (ville have været genialt til tøj, men cirklerne gør det lidt svært at se ret meget andet end en pyjamas i det..?) med broderede cirkler - og foret med noget let, bølgende viscosechiffon of sorts - igen sådan noget, der glider mellem fingrene og lever sit eget liv under trykfoden. Mén meget passende til tøsetasken her. Indeni er der en lomme, og udenpå et par småbitte bjælder i passende farver - samt en minimini-chili-perle fra Portugal.

Wednesday, February 7, 2007

Tekniske overvejelser....

Sådan, det ser slet ikke ud, som jeg havde tænkt... men jeg lærer vel at omgås det her, så billederne kommer til at stå som jeg vil have dem til... Nuvel, det fungerer for nu.
De grønne billeder er taget med den nye investering... et digitalkamera, som jeg var ude at købe i forgårs!!! Så bare vent, om føje uger er jeg en haj til det her. Håber jeg.

Hvis I vil se billederne i større størrelse, skal I bare klikke på dem!

Nye tørklæder 3!


Dette er Georges tørklæde. Silkevelour kantet med silkevelour og foret med noget tyndt, transparent, stribet silke-hør, som jeg engang købte på ebay... i den tro, at det var hvidt... men den gyldenbrune farve gik fint til det grønne univers her.



Nye tørklæder 2!


Dette er så mere i min 'gamle stil' . Men nyt er stoffet - det er noget silkecrepe, som jeg aldrig før havde arbejdet med, og jeg er ikke sikker på, at jeg kommer til at gøre det igen heller.... farverne opfører sig ikke, som jeg er vant til (og foretrækker!) - men resultatet er blevet udmærket. Og om halsen ser det rigtig skønt ud.

Øvrige medvirkende: Pipsi

Nye tørklæder!

Så er der kommet nye tørklæder tilbage fra fixering - nej, det gider jeg ikke at gøre selv!!! - og de er blevet vældig vellykkede. Dette er - nå, det havde I godt set?! - kraftigt inspireret af Matisses gobeliner - jeg kom ikke ind at se dem på kunstindustrimuseet, men der var et lille billede i Alt for Damerne...
Det ligner ikke noget, jeg har lavet før. Men det ligner faktisk lidt gobelinerne....
Det her er til Mette.

Månedens projekt - februar




I februar blev det så til en omsyning af nederdelen med Europas dårligste pasform. Købt sidste år på et lagersalg i Magasin, meget billigt og meget stof - ikke særlig meget anvendelig nederdel.
Ingen linning, men to paneler med snørehuller, som skulle bindes sammen med et fløjlsbånd.... aaaarrrghh, hvor det ikke fungerede. Men mage til tøset stof skulle man lede længe efter, så den blev gemt.
Nu er den konverteret til en rundbundet taske med læg. Mange læg. Jeg havde ikke noget mønster, så det hele blev improviseret frem, og det gav bagslag ind imellem... da stoffet til dels var skåret på diagonalen, var der ikke stof nok til at klippe alting i én trådretning, så det hele er lappet sammen på mange leder, og nej, det kom ikke til at passe særlig godt sammen... der er både de planlagte læg samt læg i 'linningen', læg i foret og læg i belægningen indeni. Men den fungerer! :-)
Og de mest bizarre af læggene har fået en lille perle til at pynte sig.
Utzon-mærket belv gemt og syet fast på lommen sammen med mit eget varemærke - det er for alvor hjemmegjort, det her!
Denne taske er til Lone - som heldigvis er meget mere til småblomstret lyseblåt, end jeg selv er!

Månedens Projekt - januar


Jeg har meldt mig til '12 projekter i 2007' - et tiltag, der allerede har vist sig at være meget inspirerende for oprydnings- og sparegenet! Meningen er, at man skal lave et håndarbejdsprojekt pr måned - som er lavet af det materiale, man allerede har liggende. 'Reduce your stash' kunne være nøgleordet! Og da jeg, to dage inden jeg opdagede, at projektet fandtes, netop havde syet en pose på størrelse med et køleskab, hvori jeg kunne lagre mere stof, som ellers bare flød ud over det hele.... ja, så tøvede jeg ikke med at melde mig til.

Naturligvis kan man lave flere end én ting pr måned - men én ting er i hvert fald at sy-strikke-hækle i projektets ånd.

I januar blev det et antal tasker - de bæres på skrå hen over kroppen og har en bred strop, der ikke snærer. Jeg fik en selv, Clare fik en, Charlotte fik en, og disse to skal nok få ben at gå på.
Det sorte-grønne stof er i øvrigt noget, Charlotte har sorteret fra sit stoflager - så ikke nok med at jeg reducerer mit eget lager... jeg hjælper hende også af med hendes overskud! :-)