Sunday, January 20, 2008

Pips og hendes nye arbejde



Da Pips begyndte at kede sig i december, anbefalede Inges kattehjems brochure om kedekatte, at man fandt en sættekasse frem og fodrede i den...
det tog noget tid. Men efter tre dages tid regnede Pips den ud - teknikken er svær, men midt om natten fangede hun ideen.
Og nu, en måned senere, er det Pipsis faste madskål. Når hun er sulten, sætter hun sig nu foran sættekassen... som Frank siger 'det er da derfor, det hedder en sættekasse!'

Ja, det er det - og Pipsi er blevet en meget mere tilfreds kat... så tippet være hermed givet videre. Vi var heldige, at Frank havde en sættekasse i kælderen, men de fås vel også i Ikea...

Sunday, January 13, 2008

Mine første Holgabilleder!!!



Grundet umanerligt meget arbejde er der meget lidt håndarbejde at poste om her på bloggen... men nu er tiden inde til at fortælle om Holga! Jeg har fået fremkaldt min første film, og det er noget af en oplevelse...
jeg plejer at tage rimeligt gode billeder, synes jeg selv, men med Holga er det lykkedes mig at tage 36, hvoraf ét er virkelig, virkelig godt, to er lidt sjove - og resten er noget rod.

Holga? Hvad snakker hun om?

Jeg fik et plastickamera i julegave. Og jo, jeg havde ønsket mig det - på nettet havde jeg nemlig set, hvad Holgakameraer og LOMO-kameraer kan. De tager uberegnelige billeder igennem en plasticlinse, de er lavet af plastic og som regel alt andet end lystætte, de er så low-fi, som noget kan blive, og de tager indimellem nogele fantastiske, kunstnerisk besynderlige billeder.
Egenligt er Holga lavet som et billigt kamera til 120 mm-film - men med et snuptag og et ekstra stykke plastic (som jeg også fik i julegave) kan man indsætte ganske almindelige ruller film. Så bliver det en overkommelig og skæg hobby - ikke kun en eksklusiv en.

Jeg fik luksusudgaven - dvs. Holga med gevind til montage på en trefod; med blitz i fire farver og med mulighed for at slå lukkemekanismen fra. Min Holga er moderne!!!

Holga- og LOMO-entusiaster morer sig med at modificere deres kameraer med tape, med huller, med hjemmelavee filtre, påmonterede linser af alle slags og alt, hvad de ellers kan finde på - og de laver kryds-fremkaldelser; lægger man f.eks. en dia-film i Holga og fremkalder den som en almindelig papirbilledfilm, får man stærke, uforudsigelige farver.

Vil du læse om Holgas historie - Holga blev oprindeligt lavet som præmier til de amerikanske skydetelte (som min far så rigtigt sagde, da han fik det i hånden og opdagede, at det ikke vejede noget som helst - "det er jo en Jahrmarktskamera!!" - kan du se på http://en.wikipedia.org/wiki/Holga. Og fremragende billeder taget med Holgaer og Lomoer kan du f.eks. tage et kig på her - http://www.flickr.com/groups/holgamstrpieces/.

Mit billede er taget den 30. december, da solen stak frem - det forestiller kaffetårnet i Rødovre, og ja, jeg har eksponeret det to gange. Den blå himmel vandt over alt det andet! :-)

Wednesday, January 2, 2008

Godt nytår!

Glædeligt nytår til Jer bloglæsere, som så flittigt støtter mig i min bestræbelse på at lave konstruktive ting med mine hænder... det er så motiverende at skulle have noget færdigt og så lægge det ud her - det er festligere end blot at se på det selv!

I det nye år kommer der udover syede ting forhåbentlig også noget helt nyt, nemlig billeder taget med mit Holga-kamera... mere om det, når de første kommer! Jeg skal ind at aflevere den første film til fremkaldelse i morgen!!! Og nej, hvor er jeg spændt...

Nytårsforsætter herfra -
jeg vil lege mere med katten, jeg vil spise flere grøntsager og jeg vil prøve på ikke at bide hul i mine læber helt så ofte. Og den helt store ambition er at prøve at holde mere orden på mit værelse - det er min officeille agt at rydde op i stofferne, når jeg er færdig med at lave et eller andet. Ønsk mig held og lykke med det hele!

Må 2008 være et godt,spændende og farverigt år!