Tuesday, March 11, 2008

Drengequilten


Jeg har fået stof i fødselsdagsgave - en stor bunke farvestrålende stof fra Stof&Stil; tak til Knud og Doris for at sponsorere min afhængighed! Og to af stofferne er allerede i brug - elefanterne er blevet til en dug til spisebordet (omend jeg tvivler lidt på, hvorvidt det er en god idé - den er levende, når man kigger ufokuseret på den, og i det lange løb tror jeg måske, den kan give hovedpine.... men vi får se....) og det umanerligt bløde babyfleece er kommet på bagsiden af drengequilten nedenfor.



Drengequilten er holdt i blåt - sådan da. Blomsterne kommer man ikke helt udenom, men sammenlignet med den pink babyquilt er jeg ikke i tvivl - denne her er noget så maskulin i farvevalget, og jeg er sikker på, at den lille dreng, der måtte blive viklet ind i denne her, vil føle sig hjemme...



Sjældent har jeg mærket noget så blødt som det fleecestof - det er næsten på højde med det amerikanske 'minkee'stof, som bruges netop til babyting eller bamser - supersyntetisk og superblødt, som at lægge hovedet i en blød sky....



Guldfiskene er noget meget dyrt og lækker amerikansk designerstof; jeg er vild med det - de små fisk har navne hver især... her er det f.eks. Robert, der kommer svømmende....

No comments: